Brandgode brændenælder

I et hjørne af min lille have vokser der brændenælder. Mange haveejere ville straks fjerne dem, for brændenælder er jo ukrudt af den værste slags. Men for mig er brændenælder ikke ulidelig ukrudt, ligesom mine skvalderkål, vejbred og mælkebøtter heller ikke er det – naturens vilde planter er nemlig mere end velkommen i min lille have.



Nældernes mange egenskaber
Brændenælder har været brugt af mennesker siden tidernes morgen. Man har lavet klæde og reb af de kraftfulde stængler, mens blade og skud er fantastiske ingredienser i madretter. Og så indgår brændenælder ofte i helseprodukter og lægemidler.

Udtræk af friske brændenælder eller te af tørrede er kendt for at være godt mod gigt- og muskelsmerter, for at øge blodcirkulationen, for at rense blodet og for at balancere blodsukkeret. Det holder fordøjelsen og urinproduktionen i orden, og det er mildt vanddrivende. Desuden virker det godt mod uren hud og som hårmiddel mod skæl. Og så er brændenælder lindrende mod brandsår – jo, jo, den er god nok!

Brændenælder er, som du kan se, både beskyttende og rensende. De er rige på A- og C-vitaminer og har mange mineraler, heriblandt meget jern, så som kvinde er det en god idé at drikke brændenælde-te, især når du har menstruation.

DIY – Lav selv te af brændenælder og mynte
Jeg har selv lige lavet en portion brændenælde- og myntete af blade fra min lille have, og sådan gjorde jeg:
* Jeg plukkede en bagepladefuld friske brændenældeblade og skud samt en håndfuld blade fra min pebermynte (den har en noget mere kraftfuld smag, end den almindelige mynte har).
* Pluk bladene, inden solen har skinnet på planterne, da varmen og lyset får niveauet af blandt andet de gode olier i bladene til at falde.
* Lad være med at skylle bladene, men sørg for, at der ikke sidder smådyr og jord på.
* Læg bladene på en bageplade med bagepapir, og sæt den på nederste ribbe i en 40-50 graders varm ovn (slå varmlufts-funktionen fra, da de tørrede blade ellers kan risikere at suse rundt) – lad ovnlågen stå bare en anelse på klem, så dampen kan komme ud af ovnen.
* Lad bladene stå i ovnen i 2-3 timer, hold øje med, at de ikke bliver sorte.
* Når bladene er helt tørre, skal de lige køle af og så findeles, før du kommer den færdige te på dåse (der bliver en god deciliter te).
* Brug ca. 2 tsk. tørret te til 2½ dl vand.
Brændende nælder
Det er en god idé at bruge handsker, når du plukker blade fra brændenælder. Jeg bruger det dog ikke, da jeg efter mange års plukning både har fået et særligt tag på nælderne og ikke længere synes, at de brænder noget særligt – nok lidt på samme måde som når hærdede husmødre vrider karklude op under vand, der er så varmt, at (vi) andre ikke kan klare det.
Det er de små fimrehår, der sidder på brændenældens blade og stængler, som brænder. Men nu er det sådan, at hårene alle sammen vender i én retning: På bladene vender hårene udad og væk fra stænglen, og på stænglen vende de opad. Så hvis du prøver at stryge et brændenældeblad i retning ud mod dets spids, så kan du mærke de bløde hår uden at brænde dig.

Brændenælder som gødning og ukrudtsmiddel
Du kan både lave gødning og ukrudtsmiddel af brændenælderne i din lille have. Jeg har endnu ikke selv prøvet det, men kyndige personer siger, at begge dele virker glimrende.
Du gør simpelthen det, at du plukker 1 kilo brændenælder og kommer i en balje eller spand med 10 liter vand. Læg et låg på, så insekter og smådyr ikke falder i og drukner.
Hvis du vil lave gødning, så lader du blandingen stå i 1-2 uger, men rør i det ind imellem.
Når gødningen er færdig og skal bruges, skal du fortynde væsken 1:10, når det er til store og kraftige planter, og 1:20 hvis du har små, sarte planter.
Pas på med at ramme planternes blade, da gødningen er meget stærk og kan svie bladene.
Og netop af den grund kan du også bruge blandingen til at bekæmpe ukrudt med!
Lad blandingen stå i en uges tid eller to længere, og du har nu en meget stærk væske, som ufortyndet kan fjerne ukrudt. Det er da smart!

Nældens takvinge og den gode ukrudt
Sidst, men ikke mindst, så er brændenælder et yndet ynglested for Danmarks nationalsommerfugl, nældens takvinge. Jamen, er det ikke bare fantastisk!
Alene af den grund er det så ikke en god idé at beholde brændenælderne i din have?

Brændenælder er en af vores mest nyttige “ukrudtsplanter”, så i stedet for at du i samme øjeblik, du får øje på dem i din have, skynder dig at fjerne dem, så overvej, om der ikke er et eller andet af ovenstående, du vil kunne bruge dine brændenælder til.
De er kommet gratis til dig, men derfor kan de godt være en stor gevinst – det er de i hvert fald for mig, og jeg glæder mig over, at der vokser brændenælder i min lille have.
Del med dine venner:

Tags: , , , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner: