“Kvadratmeterhaven” af Mel Barholomew

Jeg har været så heldig at få den dejlige havebog ”Kvadratmeterhaven” til anmeldelse af TURBINE forlaget.

Jeg gik straks i gang med at læse i bogen, da jeg modtog den, og jeg besluttede mig for, at i stedet for at anmelde den, som jeg har anmeldt et par andre havebøger her på bloggen, så ville jeg lave en ”Hvordan virker bogens idéer i praksis?”-anmeldelse.

Men ok, jeg må hellere fortælle jer om idéerne i bogen først, ellers giver det ikke meget mening at beskrive, hvordan det går med min kvadratmeterhave …

Grundidéen bag ”Kvadratmeterhaven”

”Kvadratmeterhaven” går, som titlen antyder, ud på at have have på 1 kvadratmeter, så selvom du har en meget, meget lille have (ja, måske blot et frimærke på … 1 kvadratmeter!), så kan du have en skøn og givende urtehave.

Du har simpelthen en trækasse/et havebed på 1 kvadratmeter, som inddeles i 9 lige store felter.
Heri planter du én slags grøntsag i hvert felt, og du sår blot de antal frø, som det passer bedst for hver plante.

Der er et fint skema i bogen, som viser hvor mange frø, det er passende at så for hver type grøntsag pr. felt (fx 16 radisefrø, 4 hestebønner, 8 ærter, op til 16 rødbedefrø eller 1 kål). Herved pøser du ikke et helt brev gulerodsfrø ud på ganske lidt plads, hvorefter du skal udtynde og udtynde igen.

Du sætter frøene i kvadrater i hvert af de kvadratiske felter, og sådan får hver plante den optimale plads, og du kan se, hvilke spirer, du gerne vil gemme, og hvilke der er ukrudt, fordi du ved, hvor spirerne fra dine frø vil komme op.

Når planterne kommer frem, er det meget overskueligt for dig at sikre den rigtige pleje for hver enkel plante i forhold til vanding og gødning, og det gør det meget let at fjerne ukrudt.

Nogle planter når selvfølgelig at vokse sig store og spiselige før andre (fx er radisser jo ret hurtige til at komme op, mens rødbeder tager noget længere tid).
Når du så har tømt et af felterne for lækre grøntsager, så vender du blot jorden i det pågældende felt og kommer lidt gødning i – og så er feltet simpelthen klar til at blive sået i på ny.

På den måde får du hele tiden nye grøntsager i dit havebed, og jorden bliver holdt ved lige, da den vendes og gødes med jævne mellemrum  og så bliver den aldrig udpint.

Sæsonens grøntsager – og der er nok af dem.
Med en kvadratmeterhave sikrer du dig altid at have sæsonfriske grøntsager: radisser og salat først på sommeren, ærter lidt senere, så kommer der gulerødder, så majs og endelig kan du sætte kål, som kan stå til sidst på efteråret eller endda til ud på vinteren.

Du kan plante lige den slags grøntsager, som du holder af, og selvom det kan synes lidt kun at så fx 16 rødbedefrø, så tænk på, hvor mange poser fra supermarkedet det egentlig svarer til – der er i hvert fald til to store poser – og hvor hurtigt plejer du at få spist dem?
Hvis du sår 100 rødbedefrø, og alle frøene bliver til planter, så har du ikke en jordisk chance for at få dem alle sammen spist, og så går dine lækre grøntsager til spilde.

Så stop spildet af lækre grøntsager, og plant kun de frø, som er nødvendigt!

Men hvordan går det så med min kvadratmeterhave?
Nu er dette blogindlæg efterhånden blevet ret så langt, så i stedet for at jeg skriver en hel roman her, vil jeg fortælle jer noget mere om min kvadratmeterhave i nye blogindlæg, som kommer her på bloggen ganske snart.

På glædeligt gensyn ;0)

Info: ”Kvadratmeterhaven” af Mel Bartholomew. TURBINE forlaget, 272 sider, 1. udgave. ISBN: 978-87-7141-448-6

 

Del med dine venner:

Tags: , , , , , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner: