Min kvadratmeterhave
I år (2014) har jeg fået bogen “Kvadratmeterhaven”, som er skrevet af Mel Bartholomew, til anmeldelse af TURBINE forlaget. Og i stedet for at anmelde den, som jeg har gjort med andre havebøger her på bloggen, vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg synes, bogens principper og idéer fungerer i praksis.
Cirka 1. maj var mit kvadratmeterhave-bed klar til at blive taget i brug. Jeg havde omdannet en ubehandlet sandkasse (som jeg fandt for et par år siden i Bauhaus til 100 kr.) til bed med jord, gødning og så det der særlige gitter, der inddeler bedet i 9 lige store felter/kvadrater.
I de 9 felter bliver der sået én slags grøntsag pr. felt, så det skulle være nemt at holde styr på, hvad der står hvor. Og der skal kun sås den mængde frø, der er passende for, at grøntsagerne kan få de mest optimale betingelser.
Og så var spørgsmålet, hvad jeg skulle plante i bedet. Jeg valgte at så radisser (en rigtig sommergrøntsag, der kommer dejligt tidligt) i 1 felt, rødbeder (vi elsker rødbeder her i huset!) i 2 felter, ærter (der er altid ærter i den lille have) i 3 felter, forårsløg i 1 felt, bladbeder i 1 felt og de spiselige morgenfrue-blomster i 1 felt.
Ikke længe efter såningen kom de første spirer frem – og naturligvis var det radisserne, der kom først!
Da jeg havde sået frøene efter principperne i “Kvadratmeterhaven” om afgrødeplacering (den korrekte afstand imellem planterne + såning af frøene i kvadrater med præcise pladser) så var det nemt at se, hvad der var radissespirer, og hvad der var ukrudt.
Lidt efter lidt kom der flere spirer frem, og d. 4. juni kunne jeg høste årets første radisse fra den lille have. De første radisser var en stor succes, men pludselig stoppede frugten med at vokse, mens bladene lynhurtigt blev meget høje. Om det er det meget varme vejr eller måske for lidt vand, der var skyld i det, ved jeg ikke. Men jeg opgav radisserne og hev dem op kort efter. Dog skal det lige indskydes, at jeg brugte en del af radissebladene til salat, hvor de fungerer godt, når de bliver strimlet fint.
Og endelig kunne jeg d. 17. juli fremvise denne kurvfuld med dagens høst af ærter, en rødbede, salat og en dejlige morgenfrue fra den lille have:
Kvadratmeterhave-bedet i min lille have, synes jeg, på nuværende tidspunkt (26. juli) fungerer rigtig godt. Jeg synes, det er meget overskueligt at fjerne ukrudt og vande planterne i bedet, og jeg er foreløbig fint tilfreds med udbyttet af grøntsager.
Info: ”Kvadratmeterhaven” af Mel Bartholomew. TURBINE forlaget, 272 sider, 1. udgave. ISBN: 978-87-7141-448-6
Tags: Anmeldelse, Gårdhave, Grøntsager, Havebøger, Haveidé, Kolonihave, Kvadratmeterhaven, Sponsoreret produkt, Urtehave
Trackback from your site.