Minihavevægge i den lille have
Jeps, jeg har fået en ny slags bede (og lidt en form for smart havegadget) i min lille have. Der er tale om to minihavevægge, som jeg afprøver i samarbejde med Lotte Andreasen og Minigarden.
Minigardens plantevægge er skabt ud fra ” … et ønske om at lade bymennesker genfinde glæden og stoltheden ved at dyrke og spise egne afgrøder”, som de selv siger det – og det er lige noget for mig. Du modtager din haveminivæg som løse dele i en kasse, og selvom samleanvisningen, der følger med, ikke er så særligt brugbar, så kan man se en rigtig fin “sådan samler du og tilplanter din minihavevæg”-video på Minigardens hjemmeside, som forklarer alt det, du har brug for at vide – eller du kan gøre som mig, prøver dig frem og opdager, at minihavevæggen faktisk er ret logisk og meget let at samle.
Så blev minihavevæggene samlet, men hvad skulle jeg så plante i dem? Jeg spurgte blandt andet på Instagram og Facebook efter, hvad I, kære læsere og med-haveentusiaster, godt kunne tænke jer, at jeg afprøvede i en minihavevæg. Og ud fra svarerne – som meget bestod af: “jordbær :)” – og tanke om, hvad jeg selv vil få god gavn af i løbet af sommeren, har jeg fundet og plantet en række gode sager (se hvilke længere nede i dette blogindlæg).
Og så kom næste spørgsmål: Hvor skulle minihavevæggene stå? Jeg tænkte, at mine minihavevægge skulle stilles, sådan at de ikke ville få de samme vejrforhold i løbet af sommeren, og derfor står de meget forskellige steder i min have. 1. minihavevæg – i gårdhaven / halvdagssol + delvis regn
Den første minihavevæg står i min gårdhave op ad en østlig vendt mur, så den får sol fra morgen og til cirka klokken 13. Den står under lidt halvtag, så måske vil den ikke få fat i al den regn, der kommer ned fra skyerne. Desuden står minihavevæggen i ret godt læ for vinden.
I den første minihavevæg har jeg sået salat i de to yderste rum foroven og skønne morgenfruer i det midterste rum. I midtersektionen er der oregano, solbærsalvie (som er utroligt lækker i en kop te) samt citronverbena (måske min yndlings te-krydderurt overhovedet). I de tre nederste rum er der plantet jordbær (to planter i hvert rum).
2. minihavevæg – på træterrassen / fuld sol + fuld regn
Den anden minihavevæg (som du kan se i fuld størrelse øverst i blogindlægget) står på min lille haves træterrasse, hvor den vender mod vest og får sol fra formiddag og til solen går ned. Den får fuld regn, og den står et sted, hvor vinden kan være ret kraftig.
Jeg har sået salat og spiselige blomster (igen morgenfruer – og se bare, hvor godt de dele spirer) i de øverste rum i minihavevæggen. I de midterste rum er der plantet timian, jordbærmynte (der sikkert er god i en sommerdrink) samt rosmarin (som jo er uundværlig i en moussaka). Og endelig har jeg også her plantet jordbær i minihavevæggens nederste rum – man kan jo ikke få for mange jordbær, kan man vel?
Foreløbig går det rigtig godt med begge minihavevægge i min lille have, og du kan følge med i, hvordan det kommer til at gå med dem igennem hele havesæsonen her på bloggen. På godt gensyn :0)
Hvis du også gerne vil have en minihavevæg på din altan eller i din have, så kan du finde forhandlere her: http://minigarden-danmark.dk/find-forhandler
Jeg har set dem til priser fra 450 kr. til 550 kr. ved forskellige salgsstedet på internettet.
Tags: Altanhave, Anmeldelse, Grøntsager, Haveidé, Krydderurter, Minihavevæg, Sponsoreret produkt, Urban Gardening, Urtehave
Trackback from your site.