Nyt om de to minihavevægge i min lille have

Jeg har været så heldig at få lov til at afprøve og anmelde 2 minihavevægge fra Minigarden i min lille have i år.

Som du kan se i mit tidligere blogindlæg om minihavevæggene, så har jeg valgt at plante salat, spiselige morgenfruer, forskellige slags krydderurter samt jordbær i begge vægge.
Desuden har jeg sat de to minihavevægge forskellige steder i min lille have for ligesom at kunne få en fornemmelse af, om det er vigtigt med vejrforhold i forhold til at få planter til at gro deri.

Minihavevægge er gode til din lille have

Og hvordan er det så gået med minihavevæggene i min lille have?
Jeg vil sige, at jeg overordnet set er ganske godt tilfreds med dem. Salaten har groet på livet løs, og jeg har haft rigelig salat til hele sommeren.
Det samme må man sige om krydderurterne og morgenfruerne. Krydderurter trives godt i minihavevæggene, og morgenfruerne står med fine blomster, der lige er til at komme i salatskålen.

Desværre er det ikke gået så godt med jordbærerne. Mine jordbærplanter havde en eller anden sygdom, så de fik hurtigt brune blade. Desuden stod de i de nederste kasser i minihavevæggene, hvor vand fra regn og vanding har lidt svært ved at komme væk. Så jordbærerne fik for våde fødder og blev ikke til noget.

Jeg tror, man skal plante salat i den nederste kasse i minihavevæggen og jordbær i topkassen, for salaten kan bedre tåle vandet, mens jordbærerne godt kan tåle at jorden tørrer lidt ud.

Som forventet er salaten og morgenfruerne blevet størst i den minihavevæg, der er vendt mod vest, og som får fuld sol og regn. Men planterne er også kommet fint op og har vokset glimrende i minihavevæggen, der vender mod øst i min gårdhave, og som får halvdagssol og blot delvis regn. Så du kan helt sikkert have have i en minihavevæg, næsten uanset hvordan den vender.

Minihavevægge med planter er glimrende på din altan

Hvad er min vurdering af minihavevæggen?
Jeg synes, at det er en god idé at have en minihavevæg i sin lille have – især hvis man har have på en altan. Det fungerer rigtig godt at have salat og krydderurter i minihavevæggen, og du kan helt sikkert også dyrke radisser, spinat og andre relativt små planter; du kan nok også godt plante en tomatplante eller chilier i den øverste kasse, det er bare med at prøve dig frem.

Det eneste minus, jeg har oplevet med minihavevæggen, er det med vandingen. Jeg synes, at jorden i den øverste kasse meget hurtigt tørrer ud, mens jorden i den nedereste kasse har tendens til at blive lidt for våd, fordi vandet ikke så godt kan løbe fra bunden. Man kan eventuelt lave nogle drænhuller i bunden, eller gøre bundpladen, der er under den nederste kasse i minihavevæggen, større, så vandet bedre kan løbe fra.
Jeg har dog set, at man kan få en særlig vandingssektion til at sætte på sin minihavevæg, og den vil sikkert hjælpe en del på vandings-minusset.

Men alt i alt vil jeg sige, at jeg har været godt tilfreds med udbyttet i mine 2 minihavevægge i år, og det har været en sand fornøjelse at få lov til at afprøve dem i min lille have.

Stort tak for samarbejdet til Lotte Andreasen og Minigarden, og fortsat god sommer.

Kunne du også godt tænke dig minihavevægge på din altan eller i din have, så er her forhandlere: http://minigarden-danmark.dk/find-forhandler
Jeg har set dem til priser fra 450 kr. til 550 kr. ved forskellige salgssteder på internettet.


Del med dine venner:

Tags: , , , , , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner: