Selvforsyning i den lille have

Selvforsyning i min lille have

Jeg har fået frø fra Urban Garden Company og Nelson Garden, som bliver nævnt i dette blogindlæg, men alle holdninger og tanker er mine egne.

Mit haveprojekt med selvforsyning i min lille have er nu ved at være overstået, og jeg har høstet, plukket og hevet friske grøntsager op til den store guldmedalje.

Sommeren er blevet til efterår, og min lille byhave har bugnet med friske grøntsager hele sommeren.
Mit selvforsyningsprojekt har stået i fuld flor, og jeg har hver dag glædet mig til at skulle ud og se, hvad vi skulle have at spise den dag.

Det er jo en af grundidéerne ved at være selvforsynende, at man spiser det, der er klar til at blive spist fra grøntsagsbedene. Og derfor er det hver dag lidt af et eventyr at se, hvad der har vokset sig høstklar.

Tankerne bag dette års selvforsyning i min lille have
Hen over sidste vinter gik jeg og lavede store selvforsyningsplaner for min lille byhave , og jeg fik god hjælp dertil af de søde mennesker fra både Urban Garden Company og Nelson Garden, som hver gav mig frø til min selvforsyning.

Frø til selvforsyning i min lille have

Jeg ville være så selvforsynende som overhovedet muligt i min små 100 kvadratmeter byhave, og jeg ville være det fra midt i juni og til engang i oktober.

Fra frø til planter
Jeg har sået et utal af frø i år – forspiret, så mine vindueskarme har lignet jungler bestående af alle mulige grøntsager fra agurker, squash og græskar til bønner, auberginer, kål og tomater.
Så da kalenderen landede på 5. juni (hvor du ikke længere risikerer, at der kommer nattefrost), var det en sand lykke at få plantet planterne ud forskellige steder i haven.

Nu skal det lige nævnes, at jeg allerede da havde plantet nogle grøntsager ud haven, og andre først kom derud lidt senere, for de forskellige slags grøntsager jo kræver forskellige vækstbetingelser – du kan se mine udplantningsdatoer her: Udplantning af grøntsager

Forspiring af planter til selvforsyning i min lille have

Tomater kom ud i drivhuset, og det samme gjorde agurker og en sydøstasiatisk græskar-type foruden en chili og basilikum.
Kål og broccoli kom ud i mine kvadratmeterbede, hvor jeg allerede havde sået rødbeder, gulerødder, løg – og en squashplante, som havde selvsået sig selv fra frø fra squashplanten, der voksede i bedet sidste år.
Jeg havde nogle plantesække tilovers, så på grund af manglende plads i mine urtehavebede plantede jeg græskar, squash og en agurkeplante i plantesække i min gårdhave.

Og hold nu op, hvor så haven dejlig ud med alle de grønne planter, jeg havde passet og plejet inde i mine vindueskarme fra det tidlige forår.

Fra planter til høsten af friske grøntsager
Hvilken fryd det var at plukke de første agurker, ærter og grønkålsblade sidst i juni, og minsandten om ikke også jeg kunne grave nye kartofler op allerede der.

Og så er det gået slag i slag med skiftende typer af nye grøntsager, der blev klar til høst i løbet af sommeren.

Selv sidst i høstperioden har jeg kunne gå ud og hente tomater, agurker, broccoli, bønner, spinat, kål, rødbeder, squash, græskar, foruden kartofler, løg og hvidløg. Og så har der jo været alle krydderurterne, som jeg er noget så vild med og hvert år har i hobetal.

Grøntsager fra mit selvforsyningsprojekt i min lille have

Det der ikke lykkedes for mig
Nu sidder du måske og tænker “Hold da op, sikke en succes med den selvforsyning i Marias lille have!”, men naturligvis er det ikke alting, der har opført sig, som jeg havde håbet på.
Og så er der det med, at jeg ville være selvforsynende fra midt i juni, hvilket nok var liiiige optimistisk nok.

Af en eller anden grund er der nogle grøntsager, som jeg nærmest aldrig kan få til at lykkes. Og det er radiser, gulerødder og bønner.
Selvom jeg forspirede en hel mængde bønner i år, er der ikke ret mange af dem, der er blevet til noget. Så midt i juli gav jeg bønnerne et sidste forsøg for i år og såede rigtig mange i nogle trækasser, jeg har lavet af rester af nogle brædder. Og nu har jeg da bønneplanter, men ikke i de mængder, jeg havde ønsket mig.
Næste år vil jeg i hvert fald ikke så radiser og gulerødder. Og bønner? Det tager jeg til den tid.

Ja, det var optimistisk nok at tro, jeg kunne være selvforsynende med grønt fra min lille have allerede i juni måned.
Tidsrammen for selvforsyning i en lille have må nok nærmere lyde fra midt i juli til midt i oktober, men derfor skal du selvfølgelig alligevel glæde dig over alle de lækre grøntsager, du kan hente i haven et godt stykke tid før det.

Selvforsyning i min lille have i fremtiden
Jeg vil helt sikkert også give mig i kast med selvforsyningsplanerne til næste år, men jeg vil nøjes med at se det som værende “delvis selvforsynende”. Det er hårdt arbejde at ville have så mange forskellige planter at passe i løbet af sommerperioden, og mindre kan også gøre det.

Broccoli og tomater - selvforsyning i min lille have

Så til næste år tror jeg, at jeg kun vil så de planter, som jeg ved, jeg kan lykkes godt med – men jeg vil bestemt fortsætte mine planer for selvforsyning i min lille have i mange år endnu.

Del med dine venner:

Tags: , , , , , , , , , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner: