Udplantning af grøntsager

Udplantning af grøntsager – og solsikker

Sidst i maj og først i juni kribler det i fingrene for at udplante alle de forspirede planter, man har lavet. Men så er det, at du skal have tålmodighed, for udplantning af grøntsager må ikke gøres for tidligt.

I år har jeg forspiret en hel række grøntsagsplanter, som skal udplantes i løbet af maj og juni.
Jeg har tomater, agurker, squash, græskar, okra, auberginer, peberfrugt, chili, broccoli, kålrabi, porrer, bønner og kål, og der er mere end en slags og antal af hver plante. Så min stue, mit køkken og mit soveværelse ligner efterhånden fuldvoksne drivhuse, og jeg glæder mig til, at planterne kan flyttes ud.

Men hvornår kan de så det?
Jeg har læst om udplantningsdatoer i flere af mine havebøger, og der står faktisk meget forskellige tidspunkter – det der med, hvornår man kan udplante sine grøntsager, det er åbenbart lidt et trosspørgsmål.

Men jo koldere forårsvejret er, jo senere skal planterne udplantes. Det skal du huske at tage højde for, og derfor kan datoerne variere fra år til år.

Jeg er kommet frem til disse datoer til udplantning af mine grøntsager ((D) betyder i drivhus):

* Tomater: 10.-20. maj (D)
* Grønkål: 15.-20. maj
* Rosenkål: 15.-20. maj
* Broccoli: 20. maj
* Solsikker: 1. juni
* Agurker: 5. juni (D)
* Chili: 5. juni (D)
* Kålrabi: 5. juni
* Porrer: 5. juni
* Squash: 15. juni (kan afhærdes i drivhus fra 5. juni)
* Græskar: 15. juni (kan afhærdes i drivhus fra 5. juni)
* Okra: 15. juni (kan afhærdes i drivhus fra 5. juni)
* Auberginer: 15. juni (kan afhærdes i drivhus fra 5. juni)
* Peberfrugt: 15. juni (kan afhærdes i drivhus fra 5. juni)
* Bønner: 5-15. juni

Det kan godt være, at jeg er lidt af en bangebuks i forhold til tidspunkterne, men jeg vil hellere være sikker på, at mine grøntsager, som jeg har værnet om, siden de var bitte små frø, klarer sig udendørs, end jeg vil tage chancen og ikke lykkes med dem.

Hvis du ikke har et drivhus, hvor du kan afhærde de skrøbeligste planter, kan du i løbet af en lille uges tid sætte planterne udenfor om dagen og så tage dem ind igen om natten. Ved på den måde at vænne dem til udelivet klarer de bedst overgangen fra deres tidligere liv inden døre.

Mangler der nogle planter på listen? Hvis du selv skal til at udplante nogle grøntsager, som ikke står på listen, så må du endelig gerne skrive det til mig i en kommentar nedenunder indlægget. På forhånd mange tak :0)

Del med dine venner:

Tags: , , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner: