Urtefryd – godt nyt til din vindueskarmshave

Krydderurte-urtepotten ‘Urtefryd’ har nu haft en fast plads i min vindueskarm i lidt mere end en måned. Her er min vurdering af den.

Som du kan læse i mit første blogindlæg om ‘Urtefryd’, så købte jeg 2 persilleplanter og satte den ene i krydderurte-urtepotten fra NÄMEN og den anden i en almindelig urtepotte for at se, hvordan de klarede sig i forhold til hinanden.
Var der virkelig den forskel på en almindelig urtepotte og på den specialdesignede urtepotte, som firmaet lovede? “Krydderurter der lever længere”, som de siger.

Den store prøve viste sig, da jeg skulle en uge til Berlin …

Jeg havde faktisk glemt alt om persille og urtepotter, da jeg tog afsted, så da jeg kom hjem, ventede dette syn mig i vindueskarmen:


Du godeste – så var der slatten persille for alle pengene!
Men som du kan se på billedet, så var persillen i ‘Urtefryd’-potten ikke gået helt ud. Det viste sig jo, at der faktisk stadig var liv i den, og med lidt planteførstehjælp bestående af vand og god tålmodighed, så kom den sig fint.

Persillen i den almindelige urtepotte afgik ved døden.

Men hvordan vil jeg så anmelde ‘Urtefryd’ – krydderurte-urtepotten fra NÄMEN?

– For det første: Den virker! Der er ingen tvivl om, at ‘Urtefryd’-urtepotten holder bedre liv i dine krydderurter, end en almindelig fladbundet urtepotte gør. Og det er vel egentlig det, det hele handler om.
– For det andet så kan jeg rigtig godt lide designet. Det er enkelt og passer godt ind i indretningen hos de fleste danskere, uanset om du bor super minimalistisk eller godt kan lide nips og pynt.
– For det tredje så synes jeg, det er skønt, at der bliver gjort noget for vores vindueskarms-krydderurter. Alt for mange mennesker køber krydderurter, som de kun har i kort tid, da planterne går ud. Det er spild af penge, og det er godt med en urtepotte, der kan holde liv i dine krydderurter i lang tid. Det er både godt for miljøet og for din pengepung.
Og så er det lidt rart, hver gang der kommer noget godt nyt til vindueskarmshaven :0)


Hvordan kan ‘Urtefryd’ blive bedre?
– For den næste generation af ‘Urtefryd’-urtepotterne kunne jeg godt tænke mig, at det lille, uundværlige toplåg kunne komme til at sidde lidt bedre fast, for det ryger ret let af. Så hvis det på en eller anden måde kunne “klikkes fast”, så ville det være godt.
– Det kunne også være smart med en lille, gennemsigtig streg på siden af urtepotten, så man kan holde øje med vandmængden, uden at skulle tage låget af.
– Og endelig så vil det være dejligt med en urtepotte i en større størrelse, så større krydderurter også kan komme i en ‘Urtefryd’.

Jeg kan rigtig godt lide ‘Urtefryd’, fordi den simpelthen forlænger livet for mine krydderurter, som jeg holder så meget af.

Du kan selv læse om urtepotten Urtefryd på NÄMENs hjemmeside: http://namen.dk/
Del med dine venner:

Tags: , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner: